Månedsarkiv: november 2024

Endnu en af de indviklede historier

Jeg har først fundet familierne på Family Search og mangler at tjekke ordentligt i de originale kirkebøger, hvor mange børn der er til de forskellige par, men har tjekket vielser og folketællinger, for at se om jeg har fat i de rigtige personer, indtil videre ser det ud til at passe sammen.

Jeg startede med min tipoldemor Maren Christendatters storesøster, som også hedder Maren, Maren Christensdatter (1822-1880) fra Gunggaard i Understed

Deres forældre er Christen Nielsen (1792-1873) fra Gunggaard i Understed og Mette Christensdatter (1794-1862) fra Lille Stensig i Understed

Maren Christensdatter blev gift med Lars Christian Johansen 25. nov. 1848 i Understed

Lars Christian Johansen (1823-1906) fra Gadholt i Understed. Hans forældre var Johan Ludvig Larsen (1791-) og Kirsten Christensdatter (1795-).
Maren og Lars Christian fik 8 børn og boede i Freden/Roligheden i Understed

Maren dør i 1880 og Lars Christian gifter sig igen i 1886 i Flade kirke med Inger Marie Pedersdatter (1837-?). De får ingen børn, Inger Marie er 49 år da de bliver gift.

Inger Maries forældre i Sønder Knuden Understed var Peder Larsen (1799-1865) og Anne Marie Pedersdatter (1817-1866).
Inger Marie Pedersdatter (1837-?) har været gift 2 gange før, den første mand døde, og den anden blev hun skilt fra.
Første mand var Gotfred Jensen (1821-1869) fra Tislum Nørgaard Hørmested.

I folketællingen 1855 for Nørgaard, Hørmested sogn, står der:
Gaardmand. invalid og pensionist. Husfader; ‘Mistet et lem i slaget ved Idsted. NB: Husfaderens  slægt har besiddet Nørgaard i over 200 Aar’.

Men her står ikke om det var et ben eller en arm, men at være landmand, manglende det ene eller det andet, må have været svært.

Inger Marie og Gotfred blev gift i 1858 i Hørmested, efter Gotfreds første kone Maren Pedersdatter døde i 1858. Hun er for øvrigt halvsøster til Inger Marie, de har samme far.
Gotfreds forældre var Jens Jensen (1774-1852) og Kirsten Andersdatter (1785-1866) Nørgaard i Tislum by i Hørmested
Gotfred og Maren Pedersdatter fik 6 børn.
Gotfred og Inger Marie Pedersdatter fik 7 børn

Inger Marie Pedersdatter anden mand var Frederik Christensen (1835-) de blev gift i 1871 i Hørmested, men det ser ud til at de bliver skilt efter 1878 og inden folketælling i 1880, for der er Inger Marie hos familie i Skibtved Understed sogn, som fraskilt og forsørges af slægtninge.
Inger Marie og Frederik får måske 2 børn men det er ikke undersøgt endnu.

Og selvfølgelig har Frederik også været gift før, ja indviklet er det 😊

Han var gift med Mette Marie Nielsdatter (1838-1869) og de fik 4 børn, henholdsvis i Mygdal og Bjergby.

Og hvor meget er så egentlig familie, ja på en eller anden måde, lidt langt ude i siderne, så er de jo beslægtede alle sammen, så de kommer med i mit slægtstræ.

Min erfaring med at tage alle sidegrenene med, er at senere bliver de sommetider lidt nærmere beslægtede, som det ovenstående viser, så blev de gift flere gange og pludselig så finder jeg måske en af deres søskende gift med en fra en anden gren, så har jeg jo allerede lidt oplysninger via dette stykke arbejde, og så også fordi det er lidt sjovt at få slået knude på enderne.