Her kommer så min fars fortælling – på det her tidspunkt 3. marts 1994, har han fået at vide at han har kræft og at han lever på lånt tid – jeg er glad for at han lavede det her til mig og eftertiden.

Mit liv, et eventyr.

Min far døde i april, og blev begravet den 9’ april, kun møbelhandler Qvesehl, der også var bedemand, havde fået lov til at flage på halv.

Far havde nok vidst et stykke tid, at han kun havde kort tid tilbage af sit liv, jeg blev konfirmeret som trettenårig, efter ansøgning til bispen i Ålborg.

To før, i 1942, døde min morfar, jeg var 12 år gammel, det var en stor sorg.

Tyskerne havde deres hovedkommando i den gamle skole i Kirkegade, Teknisk Skole der lå lige over for, var også beslaglagt, havnen var et lukket land, der skulle vist nok være en særlig antegning på vores ”Auswies” for at komme derned, vi boede på den anden side af tankspærringerne, og jeg var ofte nede ved havnen.

Det blev udnyttet da en troppetransport, på vej til Norge, blev bombet af engelske maskiner, og sank ud for Frederikshavn, jeg stod i tre timer i det lille anlæg over for brandstationen og talte døde tysker, der blev båret ind på kølehuset, jeg talte flere hundrede inden jeg blev jaget væk, bagefter var jeg oppe i byen og aflevere tallet til en frihedskæmper, der først var jaget væk af vagt posterne.

Nogle dage efter var min far, der var medlem af Dansk Røde Kors der og var gode venner med frysemesteren nede på frysehuset, jeg kan huske han kom bleg hjem og ikke ville fortælle om oplevelsen.

Senere fik han Røde Kors hæders medalje for sit arbejde inden for Samaritter korpset, han gjorde et stort arbejde, og underviste ulønnet på aftenskolen.

Jeg blev selv samaritter i 1944, undervisningen foregik på Ørnevejens Skole, i skolelægens lokaler ned i kælderen, skolelægen underviste selv.

Tyskerne havde en baraklejr over for skolen ud til Koktvedvej, skolens kælder var sikret mod sprængstykker ved sandsække foran kældervinduer, vi havde åbnet et vindue, men ikke slukket lyset, vagtposten, der var ganske ung, smed en stavhåndgranat, der sprængtes udenfor sandsækkene, eksplosionen var kraftig nok til at knuse ruderne, vi smed os alle på gulvet, fik slukket lyset.

Bagefter var jeg ”modig nok” til at gå over og tale med ham, og fik forklaret at han var bange for at lyset skulle lede engelske bombere den vej.

Fiskere der havde hjulpet med at bjærge ligene, fortalte at årsagen til at ulykken fik så voldsomt et omfang, var at der var spændt et grovmasket net over lasten, man havde set soldaterne stå som sild i en tønde.

Der gik mange år inden nogen i Frederikshavn, spiste ål eller makrel.

På brandstationen boede en mindre kommando, under ledelse af en underkorporal der hed ?, de havde en observationspost i Slangetårnet, jeg sad ofte i deres vagtstue og lærte at tale tysk, der blev meget sjældent talt om krigen, alle håbede på snart at kunne vende hjem.

Kun én gang fik jeg at vide, af Ortmann, at jeg skulle holde mig væk, der var kommet en SS’s på holdet, han var der dog kun få måneder, før han blev sendt til østfronten.

Mod slutningen af krigen, opstod der en angst blandt mandskabet for at blive sendt til østfronten, en del kom af sted, og blev erstattet af krigsinvalider, det var en grusom tid.
I 1946 kom jeg i lære hos ”Frederikshavn Jernstøberi og Maskinfabrik”, der før hed ”Houmøllers Maskinfabrik, og i dag hedder det ”B&W Alpha Diesel, efter først at være ”Alpha Diesel”.

En måned før jeg var færdig med min læretid, (jeg fik dog mit svendebrev), kom jeg ud at sejle, som maskinassistent for rederiet J. Lauritzen, med deres skoleskib ”Maria Dan”, skibsfører hed Matzen.

Jeg mønstrede på i Antwerpen i februar måned 1950, første rejse gik til Genua i Norditalien, det var besværligt at rejse, idet vi skulle igennem den engelske, amerikanske og franske sektor, hver gang vi kom over ”grænsen” skulle der vises pas og bagage blev gennemrodet, så der blev ikke megen søvn den nat.

Vi var fire der skulle med om bord, 1’ styrmand, 2’ styrmandens kone, hovmesterens kone samt mig, jeg skulle støde til rejseselskabet i Fredericia, vi rejste på 1’ klasse og havde to køjepladser, som vi ridderlig overlod til pigerne.

I samme kupé var en tysk forretningsmand, der havde været i Danmark, da vi kom til Hamburg skaffede han bananer og appelsiner, det havde vi endnu ikke set derhjemme, desuden havde han en flaske hårsprit, som vi delte, jeg var noget skeptisk, men det smagte da udmærket.

Skibet var lastet med råjern, kun en lille slat i bunden, så der alle muligheder for at rulle, vi kom godt om bord, og sejlede straks efter.

Der var meldt orkan i den engelske kanal, det tager normalt mindre end en halv dag at komme igennem, denne tur tog over to dage, og jeg led alle søsygens kvaler, det var rigtigt ondt vejr, første nat faldt jeg ud af køjen og endte blandt alle skufferne, der først var rutsjet ud, køjen er oppe i halvanden meters højde med fire skuffer under, jeg blev gul og blå, jeg lånte en sengehest, men så skred hele køjen ud, dog uden at falde end, (køjen er beregnet til 2 hvis hustruen er med, og kan trækkes ca. 40 cm ud), siden blev jeg klogere, ruller skibet skal man sove tværskibs på sofaen, ellers langskibs i køjen.

På anden dagen serverede kokken gule ærter med fed flæsk, og jeg måtte som ny ombord, finde mig i alle drillerierne, bl.a. ”bind en snor i flæsket, det smører halsen” ud over de to døgn blev jeg aldrig søsyg mere, meden de gamle ”ulke” ikke kunne få en bid ned i dårligt vejr, så jeg fik al den mad som de måtte levne.

Hyren var god, det var så kort efter krigen, der var risikotillæg på 100% i Nordsøen og 150% i Middelhavet.

Dette år var jeg for første gang på Grønland, og blev nok allerede dengang ”bidt af det” dengang skulle man stille hos kredslægen til ”parade” inden afrejsen, man var bange for kønssygdomme.

Når man sejler i isfyldt farvand har man altid den ”kendt mand” med, på denne tur var Ejnar Mikkelsen med som ”kendt mand”

Det var også sådan at skibet altid skulle være søklar, dvs. søvagten ”drejede”, storme opstå ofte pludselig i disse farvande, og så er det med at komme til havs, for ikke at blive fanget af isen.

Jeg kan huske da vi bunkrede (fik olie om bord til kedlerne), løb de forreste tanke over og skibet så ”herrens” ud, pænt hvidt nymalet skib, sølet til i svær fuelolie, der var ved at udbryde ”krig” mellem dæk og maskine, vi havde glemt at afprøve signal fra fordæk til maskine, se der var selvfølgelig fejl på det.

Når der sejles på Grønland, skal vi have alt med hjemmefra, der er ingen olielagre der kunne tages fra, kun ferskvand til kedlerne kunne vi få, en af redningsbådene blev fyldt til randen og herfra pumpet om bord, begge vores el-pumper var brændt af så vi bar vand op i spande.

Maria havde sejlet for den amerikanske flåde under krigen så vi havde meget mærkeligt udstyr om bord som ikke virkede, samt to diesel-generatorer der ikke kunne startes.

Jeg sejlede med Maria til midt i juli 1950, hvor jeg var hjemme på ferie, derefter påmønstrede jeg Jelva Dan i København sidst på måneden.

Jeg havde fået dispensation fra handelsministeriet og kunne påmønstre som 3’ mester.

Første tur gik til Gdansk efter kul, en ret begivenhedsløs tur, derefter nogle tur Finland, England.

Anden rejse til Polen var mere dramatisk, der var arrangeret en ”landskamp” mellem et udvalgt polsk havnearbejderhold og hvad vi kunne stille med fra skibet, jeg spillede back, vi fik en læsterlig gang klø.

På vej om bord blev vores ”messepeter” arresteret af politiet, de troede ikke at den sæk med sportstøj han kom slæbende på, var noget han var kommet ærlig til, vi så ham først på afrejsedagen seks dage senere.

Jeg nåede også selv at blive tilbageholdt af havnepolitiet, jeg var gået i land sammen med 2’ styrmand, han var fra Færøerne, vi blev tilbageholdt i næsten seks timer, for at have overtrådt et udgangsforbud med en halv time, vi skulle være om bord inden kl. 21.

Næste dag måtte vi stille hos kaptajnen til en ”balle”

Dramatikken var dog ikke slut med det, vi var fuldtlastede og klar til at stikke til søs, lodsen var ombord, pludselig kom der et gæng ”skrub hysteriske” politisoldater om bord med skarpladte maskinpistoler, det var lige før middag, jeg var klar til at afløse i maskinen.

Vi blev alle kommanderet op på agterste dæk, hvor vi stod på linje medens vores pas blev grundigt kontrolleret, så blæste sikkerhedsventilen på en af kedlerne, jeg sagde til 1’ mester at nu gik jeg ned og klarede det, det må du ikke sagde han, men jeg trådte frem, pegede op på skorstenen, hvor dampen hvæsede ud, og gik ned i maskinen, her var alt kaos, alle dørkpladerne var taget af, vores donkeykedel, der ikke var under tryk var åbnet, nå jeg fik sat lidt vand på kedlerne så trykket faldt, vi blev tilbageholdt næsten fire timer inden vi kunne stikke til søs.

Efter vi var kommet til søs, og uden for 6 miles grænsen, og kunne åbne for radioforbindelsen, fik vi at vide at man havde eftersøgt to mand, de var heldigvis undsluppet med et svensk skib, der allerede befandt sig i internationalt farvand.

Det var også dramatisk, da vi på en tur til Bjørneborg, eller Oulo i Finland til England drev vi ind i et minefelt.

Jeg havde ”hundevagten” fra 12 til 4, var lige kommet ned i maskinen hvor jeg skulle afløse maskinassistenten (assistenten passer 1’ mester-vagten, har intet ansvar, og den bedste vagt, nemlig 8 til 12 vagten).

Vi var kommet godt fri af land, og der var meldt ”søklar” i maskinen, dvs. der kunne ikke forventes flere manøvrer, hjælpeturbinen var sat til, og jeg havde set frem til en begivenhedsløs eftermiddagsvagt, pludselig meldte maskin-telegrafen ”FULD KRAFT BAK”, en usædvanlig og meget dramatisk ordre, jeg råbte til fyrbøderen, at han skulle holde fast, idet jeg forventede en kollision, assistenten fik ordre til at koble hjælpeturbinen fra, selv lagde jeg ”Kvadranten” om for at køre fuld kraft bak, aldrig før og siden er det gået så hurtigt.

Det blev fire lange timer, vi sad fast i drivisen og drev ind over et minefelt, den dengang nye finske isbryder ”Sisu” lå kun en halv sømil borte, de turde ikke komme os til hjælp, idet de stak noget dybere og var bange for at gå på grund, fyrbøderen, der havde sejlet under krigen forsvandt op på bådedækket, så jeg måtte selv sørge for damp.

Først på slutningen af min vagt slap vi fri af isen, og kunne komme sydpå. Da vi nåede ud for Gotland var det blevet juleaften, kaptajnen ankrede op, hvilket også er meget usædvanligt, vi blev alle inviteret til julemiddag i ”Salonen”, fik gåsesteg og gaver fra rederi og den engelske mission, samt julehilsen hjemmefra over radioen, som 2’ styrmand, der også er telegrafist, havde optaget på bånd.

En anden ”morsomhed”, vi lå i havn og som sædvanlig var der mange gøremål med reparationer og eftersyn der ikke kunne gøres til søs.

Andenmester, der er arbejdsleder om bord, havde bestemt, at nu skulle styrbord kedel renses, assistenten, der også kaldes fjerdemester, skulle åbne kedlen i toppen, jeg så godt af fjerde var ned og hente vores største forhammer, da der så lød kraftige slag fra kedeltoppen, blev jeg mistænksom, så fast plejede mandedækslet ikke at sidde, jeg gik op for at hjælpe og så at han var ved at slå dækslet ind på bagbord kedel, der stadig var under fuld tryk, han fik et chok, smed hvad han havde i hænderne, vi så ham først igen næste dag.

Sidst i februar, kom et telegram fra rederiet, jeg skulle møde på Holmen for aftjening af min værnepligt, så jeg måtte afmønstre da vi kom til Holtenau.

Jeg har aftjent min værnepligt ved Marine, rekruttiden (2 måneder) var i Arresødallejren, og efter rekruttiden kom jeg til Nordsøens Marinekommando i Frederikshavn.

Arresødallejren nedbrændte i april 1951, desværre indebrændte en fra 4’ kompagni, jeg var i 5’ kompagni, og var med i oprømningsholdet der fandt den indebrændte, han var gået ind i barakken efter et fotografiapparat han havde fået i julegave, taget styrtede sammen, og han var væk, det er en oplevelse jeg aldrig har glemt.

Den sidste måned af rekruttiden blev vi overflyttet til Flådestation Holmen, der var også dramatik, i det mineværkstedet røg i luften medens vi var på skydeøvelse.

Ved afslutningen af rekruttiden, hvor viceadmiral Vedel overværede vores ”opvisning” , fik vi at vide at det var det ringeste hold han nogensinde havde set.

Jeg lå inde i 16 måneder, og blev hjemsendt som maskinkorporal maj 1952.

Året før, nemlig 5’ august 1951, blev jeg gift med Fritze.

Jeg traf Fritze første gang til et skolebal på den gamle realskole i Kirkegade, jeg var selv i gang med at læse til maskinmester på Teknisk Skole, det var i marts måned 1948, året efter den 26. juli, blev vi forlovede på en hjemrejse til København med DFDS, der havde en rute fra Ålborg til København, midt ude i Kattegat, vi har nu holdt hinanden ud i 46 år.

I maj 1952 var jeg atter ude at sejle for rederiet J. Lauritzen med SS Ulla Dan, jeg fik atter hyre som 3’ mester, på dampskibe havde 3’ ansvaret for kedlerne.

Vi var fire mestre om bord, kun tre mestre deltog i vagten, maskinchefen så vi aldrig i maskinen.

Vi kom vidt omkring højt mod nord og langt mod syd, vi havde en masse spændende oplevelser på vejen til og fra Dakar. Men derom senere.

Fritze var med ude at sejle i oktober måned ikke den bedste årstid, hun kom om bord i Bremen og var med en tur til Finland, jeg måtte desværre afmønstre da vi kom til Holtenau, i Kielerkanalen, for jeg havde fået en plet på lungen .

Vores første søn blev født året efter på syvsoverdag, han blev opkaldt efter Franch Jørgensen, der dengang også boede på brandstationen i Kirkegade. Brandstationen er nu nedrevet, Franch J. aner jeg ikke hvor befinder sig.

To år senere fik vores søn en bror, som fik navnet Steen, to år senere fik vi vores første datter, hun blev opkaldt efter Fritzes bedste veninde, og i 1963 blev familien forøget med endnu en pige, Birgitte eller bare Gitte, hun blev hele familiens kæledægge.

Nu er vi blevet ”velsignet” med 7 børnebørn, 5 drenge og to piger.

Fortsættelse følger, –måske.